Danske webshops bør slå på bekvemmelighed, transparens og tillid

Samarbejde mellem Dibs og Green.Click

Denne blog er skrevet af Tanja Oda Sørensen, Marketing Manager i DIBS. DIBS er eksperter i online betalinger og rådgiver webshops om betalingsmetoder og online konvertering.

Danskerne handler online fordi det er nemt og hurtigt. Tidligere handlede danskerne mest på nettet for at spare penge, men i dag handler det i højere grad om bekvemmelighed og at spare tid i hverdagen. Det viser DIBS’ årlige rapport Dansk e-handel 2018, hvor vi har dykket ned i forbrugernes købsvaner.

Ud fra rapporten kan vi konkludere, at hvis du har en webshop og vil have bedre fat i de danske forbrugere, skal din onlineforretning leve op til deres forventninger om:

  • Bekvemmelighed
  • Transparens
  • Tillid

Disse tre ting er nøglen til en højere webshop-konvertering som jeg i dette blogindlæg vil komme med forslag til, hvordan du nemt kan implementere i din webshop.

Bekvemmelighed

Online handel skal være nemt og bekvemt – faktisk så nemt, at man kan klare købet over mobilen. Hele 54% af de danske forbrugere shopper fra deres mobil. Det har med andre ord aldrig været vigtigere at mobil-optimere din webshop og sørge for, at der er så få klik som muligt fra at kunden lander i din webshop til købet er gennemført.

Vi ved, at færre klik i webshops giver flere gennemførte køb. Forhindringer som tekniske problemer, tidskrævende indtastninger af navn, adresse, kortoplysninger samt usikkerhed omkring den samlede pris, kan få kunden til at afbryde købet.

Mit råd er derfor, at du tester din webshop fra en mobil. Er der for meget, der skal tastes ind, før man kan gennemføre købet? Overvej en betalingsløsning, der husker dine kunders adresse- og kortoplysninger, så de bare skal klikke på ”Køb”, når de når til checkouten. Det kan have stor
betydning for din webshops konvertering! Det kunne fx være DIBS’ betalingsløsning, Easy.

Sørg også for, at din checkout viser, hvad den samlede pris er for kunden under hele betalingsprocessen. Hvis kunden lige før købet bliver præsenteret for en ny pris, hvor levering er lagt oven i, kan kunden finde på at afbryde købet.

Transparens

49% af onlineforbrugerne har handlet online fra udlandet inden for de seneste tre måneder. Konkurrencen fra udlandet er stor og det er derfor relevant at kigge på, hvad der får danskerne til at handle lokalt – og hvad der kan få dem til at vælge din webshop frem for en udenlandsk.

Vi har derfor spurgt de 51%, der ikke har handlet i udenlandske webshops om, hvad årsagen til dette er: Her er det især usikkerhed, der spiller ind.

Usikkerhed vedrørende ekstraomkostninger, told ved levering, rettigheder som kunde, returnering af varer er alle vigtige faktorer, der får danskerne til at søge efter danske webshops. Jo mere transparent din webshop er, jo større chance er der for, at kunderne vælger at handle i din webshop,
fremfor hos en udenlandsk konkurrent.

Du skal derfor fokusere på at have en transparent webshop, hvor kunden får svar på eventuellespørgsmål og bekymringer. Det vil være en konkurrencemæssig fordel for dig at vise dine danske kunder, at de shopper fra Danmark. Skriv fx din fysiske adresse ind i footeren, skriv på dansk og hav en dedikeret side til at oplyse om købsbetingelser, leveringstid og fragt, returnering osv., så kunden nemt kan finde de relevante oplysninger.

Tillid

For danskerne er det vigtigt at have tillid til en webshop, før de foretager et køb. I de senere år har der været meget i medierne om ”falske webshops”, hvilket har gjort forbrugerne mere opmærksomme, når de handler på nettet – hvilket selvfølgelig er godt. Det stiller dog flere krav til din webshop: Den skal nemlig være tillidsvækkende!

Der er mange måder at skabe tillid på i din webshop. Jeg nævner i flæng:

  • Sæt ansigt på din webshop. Skab tillid ved at have et billede af folkene bag din webshop, Kundeservice-teamet eller andre medarbejdere.
  • ”Lån” lidt af dine samarbejdspartneres troværdighed og vis deres logoer, som kunderne føler sig trygge ved. Det kunne fx være et DIBS-logo, e-mærket, Trustpilot eller lignende som du er kunde hos eller har et samarbejde med.
  • Giv kunden overblikket i footeren. Kunderne forventer at finde de vigtigste links og oplysninger i bunden af din webshop. Dvs. firmanavn, adresse, CVR-nummer, telefon- og mailoplysninger, link til FAQ, link til webshoppens sociale medier.
  • Husk også at tænke tillid ind i toppen af din webshop. Det er det første, dine kunder ser, så brug pladsen på at oplyse om fx nem returnering, gratis fragt, hurtig levering, vis logoer på samarbejdspartnere osv.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd til danske webshops. Hvis du vil vide mere om de danske onlineforbrugere og dansk e-handel generelt, kan du hente den årlige rapport Dansk e-handel 2018 her.

Find ud af om vi er det rette match for din virksomhed

Skriv dig op og bliv kontaktet - så tager vi en helt uforpligtende dialog.