Webshops mangler vigtige søgeord

De fleste ved, hvilke søgeord der er vigtige for deres shop. Men mange webshops mangler landingssider til søgeordene, og de har derfor svært ved at få søgeordene til at generere trafik. I dette indlæg får du 3 simple trin til at forbedre din on page SEO.

Af Dan Vester, SEO-specialist

I dette indlæg vil jeg give dig en lidt anderledes SEO-mulighed end de traditionelle indlæg med manglende sidetitler og metabeskrivelser på webshoppen. Jeg kommer heller ikke til at nævne duplikeret indhold eller brugen af H1 og H2 overskrifter. Dette blogindlæg er til dig, der har den grundlæggende SEO på plads, men stadig ønsker at opnå bedre resultater på Google.

1. Husk landingssider til søgeord

Mange webshops vil gerne findes på alle deres vigtige søgeord, hvilket også er en rigtig god tanke. Men mange glemmer desværre, at der skal være en decideret landingsside til hvert enkelt søgeord. Uden en landingsside til søgeordet er det svært at opnå en høj rangering i søgemaskinerne, og du mister derfor muligheden for at sælge produktet til kunden. Landingssiderne med søgeordene er altså en vigtig faktor, når du skal optimere din webshop.  

2. Opbygning af webshopen

Opbygningen af en webshop bør planlægges, så der kan opnås en god URL-struktur. Og ikke mindst så skal der som nævnt være kategori-landingssider til de vigtigste søgeord. Det er en god ide at starte med at tænke navigation. Stil dig selv spørgsmål som: hvordan kommer mine kunder rundt på siden? Og hvilke produkter/kategorier er de vigtigste for min webshop? De allervigtigste kategorier skal ligge i niveau 1. Er det en større shop, så kan det være nødvendigt med en menustruktur i flere niveauer.

Eksempelvis kan en butik, som sælger husholdningsprodukter opsætte kategoristrukturen således:

  • Hvidevarer
  • Hvidevarer → ovne
  • Hvidevarer → køl & frys
  • Hvidevarer → vask
  • Husholdning → støvsugere → robotstøvsugere
  • Husholdning → køkkenmaskiner → blendere

Er webshoppen bygget op omkring nogle mere kendte brands, kan det også ofte være en fordel at lave et decideret brand menupunkt. Det kan eksempelvis se sådan ud:

  • Brand → Siemens
  • Brand → Bosch
  • Brand → SMEG

Udfordringen med de manglende kategorier kommer, når man gerne vil ramme sammensatte søgeord som:

  • Siemens støvsuger
  • Smeg køleskab

Ofte ses det, at landingssider til sammensatte søgeord er filterfunktioner, som lister eksempelvis alle støvsugere af mærket Siemens. Dette er ikke en god ide, idet sidetitler, metabeskrivelser og overskrifter ofte er den samme på alle søgesiderne –  og det er ikke godt for din SEO.

En god landingsside skal derfor indeholde unikke og gode sidetitler, metabeskrivelser, overskrifter og ikke mindst en god og beskrivende tekst, som omhandler produkterne på de enkelte sider.

Det er derfor meget vigtigt, at tænke alle disse kategorisider med ind i webshopstrukturen, så det bliver muligt at få det fulde udbytte at alle søgeordene med høj søgevolumen, og dermed sørge for at de interesserede brugere lander på din webshop og ikke konkurrentens.

3. Udvid menuen med nye landingssider

Men hvordan retter du det til? Det første, der skal laves, er en søgeordsanalyse. Søgeordsanalysen vil nemlig give et helt klar svar på, hvor potentialet ligger (hvilke søgeord har en høj månedlig søgevolumen?) Herefter kan du få indarbejdet de nye landingssider i den primære menu. Er det ikke muligt at indarbejde i menuen, så anbefaler jeg, at du finder en løsning, hvor det er muligt at få linket siderne sammen med det eksisterende indhold. Sidst men ikke mindst, skal du selvfølgelig have en god, unik og beskrivende SEO-tekst på dine nye landingssider, hvor søgeordet indgår på en naturlig måde.  

Find ud af om vi er det rette match for din virksomhed

Skriv dig op og bliv kontaktet - så tager vi en helt uforpligtende dialog.